Vil du gøre en forskel med rehabilitering i Helhedsplejen?
Vi søger rehabiliteringsterapeuter til Helhedsplejen i Nordfyns Kommune - én fast stilling og ét barselsvikariat
Har du lyst til at være en del af et ambitiøst team, der brænder for at hjælpe borgere med nyopstået tab af funktionsevne? Så er du måske vores nye rehabiliteringsterapeut i kortevarende rehabiliteringsforløb.
Da vi skal arbejde endnu mere med forebyggelse og helhedspleje, opnormerer vi i teamet. Samtidig går en af vores kolleger på barsel. Derfor søger vi snarest muligt en fast rehabiliteringsterapeut på fuld tid og en barselsvikar på deltid.
Teamet består af fem rehabiliteringsterapeuter, en terapeut med fokus på trykaflastende hjælpemidler og en terapeutfaglig områdeleder, der har fokus på hverdagsrehabilitering gennem tværfagligt samarbejde med resten af Helhedsplejen og andre relevante samarbejdspartnere på tværs af Voksen Velfærd.
Du bliver ansat som selvtilrettelæggende med arbejdssted i enten Otterup eller Bogense. Som en del teamet løser du opgaver i hele kommunen i tæt samarbejde med dine kollegaer.
Vi ser vores kommende rehabiliteringsterapeut, som en person der gerne vil være en del af et team med høje ambitioner om at lykkes med rehabilitering. Du skal have evner og lyst til at koordinere rehabiliteringsindsatsen og bidrage til det stærke sociale fællesskab, vi har i afdelingen.
Vi griber borgernes mål og fremmer den enkeltes muligheder for at leve et
selvstændigt og meningsfuldt liv.
I stillingen som rehabiliteringsterapeut i kortevarende forløb udvikler vi os løbende. Vi har et vedvarende fokus på at definere og tilrettelægge indsatser og fokusområder inden for rehabiliteringsområdet, der afspejler behovet i organisationen og hos borgerne på Nordfyn. Vi er bl.a. i gang med at definere og arbejde med begrebet nærvisitation på tværs i Helhedsplejen.
Dine opgaver som rehabiliteringsterapeut
- Forløbsansvarlig på kortevarende rehabiliteringsforløb ved borgere som oplever nyopstået tab af funktionsevne og indgå i tæt tværfagligt samarbejde
- Agere nærvisitation i tæt samarbejde med Helhedsplejen
- Mødeleder på tværfaglige møder i Helhedsplejen
- Afprøvning af ADL hjælpemidler
- Træning i hverdagsaktiviteter ud fra borgers mål
- Afprøvning af hjælpemidler til på- og aftagning af kompressionsstrømper
- Udredning og optræning af funktionsevne i forbindelse med ansøgning til rengøring[KP1]
- Dokumentere mål, plan og opfølgning i samskabelse med borgeren i KMD Nexus
- Evt. deltage i udviklingsprojekter på tværs af områdets afdelinger
Vi tilbyder
- at du indgår i en træningsafdeling, der brænder for forebyggelse, rehabilitering og genoptræning, og hvor der er fokus på faglig sparring og udvikling
- grundig oplæring, samt løbende opfølgning med områdeleder
- terapeutfaglig ledelse
- selvtilrettelæggelse af egen arbejdsdag med udgangspunkt i borgers behov og i overensstemmelse med egne opgaver
- en organisation, der arbejder med fælles retning med fokus på sundhedsfremme, rehabilitering og forebyggelse
- tværfaglige kollegaer som samarbejder med dig ud fra en fælles rehabiliteringsplan
- en sundhedsordning
- mulighed for at anvende afdelingens biler
- der gives kørselsgodtgørelse for merkørsel i egen bil
Vi forventer, at du:
- er uddannet ergo- eller fysioterapeut
- kan skabe overblik og selvstændigt tilrettelægge samt skabe fremdrift og sammenhæng i rehabiliteringsforløb i tæt samarbejde og dialog med borgere, pårørende og tværfaglige kollegaer
- kan opstille mål sammen med borgeren samt dokumentere, kommunikere og evaluere dine indsatser
- har lyst til at arbejde tæt sammen med Helhedsplejen og ude hos borgerne
- er en holdspiller, der bidrager til et stærkt samarbejde
- er indstillet på at træne relevante P-ADL- og I-ADL-funktioner, når det understøtter rehabiliteringsforløbet
- er tværfagligt minded og kan samarbejde bredt om fælles indsatser på tværs af voksenområdet
- er positiv og har let til smil og ser det som en spændende opgave at være med til fortsat at udvikle rehabilitering i Nordfyns Kommune
- har kendskab eller erfaring med rehabiliteringsforløb med afsæt i sundhedsstyrelsens anbefalinger på ældreområdet
- har kørekort kategori B
”Vi sår frø – og ser dem vokse – sammen med borgerne og hinanden”
(Uddrag fra Kernefortællingen i Træning og Forebyggelse
Vil du være med?
Send din ansøgning vedhæftet CV, uddannelsesbevis og andre relevante bilag senest fredag den 31. august 2026.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler mandag den7. september 2026. Indkaldelse sker via mail, og i forbindelse med indkaldelsen modtager du en case, som du skal forberede til samtalen.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Straffeattest skal indhentes, før ansættelse kan finde sted.
Tiltrædelse er den 1.oktober 2026 eller hurtigst muligt.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder for Rehabilitering Korte forløb, Thea Aaby på tlf. 29 16 05 43.
På grund af ferie fra den 5. august kan leder af Træning og Forebyggelse, Dorthe Hoeg kontaktes på tlf. 23 47 37 92.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Her kan du læse mere om, hvad vi i Nordfyns Kommune mener, en attraktiv arbejdsplads er kendetegnet ved:
Vores attraktive arbejdsplads - Nordfyns Kommune