Miljømedarbejder – vær med til at gøre en forskel for miljøet
Har du lyst til at være med til at passe på miljøet og samtidig tage del i den spændende udvikling, Nordfyns Kommune står midt i? Trives du i myndighedsrollen og i at samarbejde på tværs med mange forskellige aktører på samme tid? Så har du mulighed for at blive en del af spildevandsgruppen i Nordfyns Kommune!
En hverdag med faglighed og myndighed
I Nordfyns Kommune ser vi ind mange spændende opgaver på spildevandsområdet. Derfor søger vi en ny, faglig velfunderet kollega til spildevandsgruppen, hvor du kommer til at arbejde med forskellige spildevandstekniske udfordringer. Du vil særligt skulle have fokus på udarbejdelse af udledningstilladelser.
Du bliver en del af et fagligt stærkt team, som arbejder med alt fra spildevandsplanlægning og klimatilpasning til myndighedsbehandling og samarbejde med forsyningen.
Sådan kan din kommende arbejdsdag se ud
Du møder ind klokken 8.00 og starter dagen med at skabe overblik over dine sager. Du arbejder med en udledningstilladelse og vurderer, hvordan projektet påvirker vandmiljøet.
I løbet af dagen sparrer du med kolleger og er i dialog med en virksomhed om en konkret løsning. Du kan også deltage i møder om byudviklingsprojekter, hvor spildevandshåndtering og klimatilpasning skal tænkes ind fra starten.
Nogle dage giver plads til faglig fordybelse, mens andre er præget af samarbejde og dialog. Fælles for opgaverne er, at du er med til at sikre gode løsninger for både miljøet og udviklingen i Nordfyns Kommune.
Mere om indholdet af stillingen
Stillingen er placeret i spildevandsgruppen i Team Miljø. Du skal blandt andet arbejde med:
- udarbejdelse af spildevandstilladelser med særligt fokus på udledningstilladelser til regn- og spildevand, herunder faglige vurderinger af påvirkningen af vandmiljø, natur og recipienter
- myndighedsbehandling på spildevandsområdet, herunder tilladelser, påbud, høringer og tilsyn
- udarbejdelse af tillæg til spildevandsplanen for byudviklingsprojekter
- miljøscreeninger og -vurderinger efter miljøvurderingsloven
- samarbejde og dialog med rådgivere, borgere, forsyningsselskab og virksomheder
- politiske sagsfremstillinger og faglige oplæg til udvalg og ledelse
Opgaverne kræver, at du kan omsætte tekniske og miljøfaglige vurderinger til myndighedsafgørelser med høj faglig kvalitet.
Selvom udledningstilladelser bliver en central del af dine opgaver, får du også mulighed for at arbejde med andre opgaver inden for spildevandsområdet. Vi tilpasser i videst muligt omfang opgaverne efter dine kompetencer og interesser.
Vi forventer af dig, at du:
- har stor faglig indsigt i spildevandsområdet
- har stor lyst til fortsat at lære og udvikle dig inden for spildevandsområdet
- har en relevant uddannelse - for eksempel som ingeniør, miljø-teknolog, biolog eller lignende
- har viden om og interesse for vandmiljø, recipienter og spildevandstekniske problemstillinger
- har arbejdet med miljøbeskyttelsesloven, spildevandsbekendtgørelsen og/eller anden relevant miljølovgivning
- trives i rollen som myndighed og gerne erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation
- kommunikerer klart og professionelt med borgere og virksomheder
- har god IT-forståelse
- arbejder struktureret og samarbejdsorienteret
Det vigtigste er, at du har faglig ballast og lyst til at bruge den.
Vi lægger desuden vægt på fællesskab, faglig sparring og godt samarbejde – både i afdelingen og på tværs af organisationen. I spildevandsgruppen arbejder vi særligt tæt sammen med planafdelingen, byggeafdelingen samt miljø-, natur- og vandløbsteamene om naturbeskyttelses-, byudviklings- og klimatilpasningsopgaver.
Hvem bliver dine kollegaer?
Vi er ca. 20 kollegaer med høj faglighed og stor hjælpsomhed.
Vi sparrer meget med hinanden, dækker ind for hinanden og bruger vores forskellige kompetencer. Her er plads til at nørde lovgivning, diskutere faglige dilemmaer og dele viden på tværs af fagområder.
Nogle dage er der så stille på kontoret, at man næsten kan høre lovgivningen knirke. Andre dage summer kontoret af sparring, gode grin og faglige diskussioner.
Vi har vores egen ørepineplante, som på mærkværdig vis er blevet et fælles projekt. Og så har vi indimellem et puslespil liggende fremme, som vi håber, du vil hjælpe os med i pauserne, når der lige er brug for at ”ryste hovedet”.
Vi tager vores opgaver seriøst. Men vi synes også, det skal være rart at gå på arbejde.
Hvad siger kollegaerne om din leder?
Hvis du spørger os, er han først og fremmest et menneske med hjertet på rette sted. Han er nem at snakke med, altid klar med et smil og oprigtigt interesseret i, hvordan vi har det.
Vi ved, at han bakker os op, og det giver en stor tryghed i hverdagen. Og så kan han godt være lidt distræt. En samtale med ham tager indimellem et par spændende omveje undervejs.
Mere end bare et job?
- Mulighed for hjemmearbejde – typisk 1-2 dage om ugen
- Fleksible arbejdstider
- En god pensionsordning
- 6. ferieuge
- Sundhedsordning
- Gode muligheder for efteruddannelse
- Lækker frokostordning, som Henriette laver til os
- En arbejdsplads med høj faglighed og høj psykologisk tryghed
Lyder det som noget for dig?
Så send os meget gerne dit CV. Ja, du skal faktisk kun sende dit CV. Resten afklarer vi til samtalen.
Vil du vide mere
Hvis du gerne vil høre mere om stillingen, så ring endelig til os. Du kan kontakte Fagkoordinator, Sehbar Khalaf på tlf. 23 20 74 82 eller din kommende spildevandskollega Sarah Hammershøy på tlf. 21 78 42 14. Kommer du ikke lige igennem første gang – så læg en SMS, og vi ringer dig op.
Det praktiske
Ansøgningsfrist: Vi glæder os til at høre fra dig senest søndag den 18. oktober 2026
Samtaler: Første runde den 21. og 22. oktober 2026. Anden runde den 28. oktober 2026
Ansættelse: Hvis muligt den 1. december 2026 - ellers efter aftale
Arbejdstid: 37 timer pr. uge
Arbejdssted: Otterup Rådhus, Rådhuspladsen 2, 5450 Otterup
Kørekort: Gyldigt kategori B
Straffeattest indhentes før ansættelse kan finde sted.
Forventet løninterval oplyses ved 1. samtale. Den endelige løn fastsættes på baggrund af dine kvalifikationer og tidligere erhvervserfaring og efter konkret forhandling med den faglige organisation.
Vil du læse mere om, hvad vi i Nordfyns Kommune mener, en attraktiv arbejdsplads er kendetegnet ved, så læs med her.
Vores attraktive arbejdsplads - Nordfyns Kommune