2 familiekonsulenter til Familiehuset i Nordfyns Kommune

Er du dedikeret til at rådgive, vejlede og støtte familier, der oplever komplekse udfordringer i deres liv? Kan du skabe positive, trivselsfremmende og blivende forandringer i samskabelse med familierne? Har du blik for at skabe helhed og sammenhæng for det enkelte barn, ung - såvel som deres familie?

Så er det måske dig, vi gerne ser som familiekonsulent hos os.

I Familiehuset søger vi lige nu to familiekonsulenter til spændende stillinger.

  • 1 i team Udvidet Indsats, 37 timers fuldtidsstilling med opstart 1. juli 2024 eller snarest muligt.
  • 1 i team Familiebehandling, 37 timers tidsbegrænset stilling - relateret til en barselsorlov med opstart 1. juli 2024.

Familiehuset er en del af Nordfyns Kommunes samlede forebyggelsestilbud, med i alt 20 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Familiehusets generelle formål er at hjælpe og støtte familier, som er visiteret til indsats fra Nordfyns Kommunes myndighedsafdeling. Familiehuset tilbyder med afsæt i Barnets lov: Familiebehandling, rådgivning og vejledning, individuelle samtaler, gruppeforløb og familiekurser. Derudover varetager Familiehuset både støttet og overvåget samvær, støttekontaktpersons opgaver samt Åben Anonym Rådgivning.

Familiehuset er et sted, hvor alle familier i Nordfyns Kommune skal føle og føler sig velkommen og hjulpet. Vi er et åbent og rummeligt hus med en uformel omgangstone.

Familiehuset er inddelt i tre teams: Team Familiebehandling, Team Udvidet Indsats og Team Kontaktperson.

Som medarbejder i Team Familiebehandling vil du bl.a.

  • arbejde rådgivende og vejledende, med et udviklings- og trivselsperspektiv i familierne
  • afholde gruppeforløb
  • observere og lave beskrivelser af familier og deres relationer
  • deltage i overvåget og støttende samvær
  • skriftlig afrapportere i form af statusrapporter
  • journalføre i Nexus
  • deltage i tværfagligt samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere
  • indgå i Familiehusets øvrige arbejdsfunktioner.

Som medarbejder i Team Udvidet Indsats vil du derudover bl.a.

  • arbejde med et særligt blik for fundamentale trivselsfremmende indsatser, for derved at forebygge mere indgribende indsatser
  • arbejde rådgivende, vejledende, støttende og kompenserende i familier hvor der er behov for en særlig helhedsorienteret og længerevarende indsats.
  • arbejde i et tæt og intensivt samspil med familien og øvrige tværfaglige samarbejdspartnere. 
  • arbejde med indsatser på flere komplekse niveauer i samme familie.
  • arbejde målrettet med at skabe faste rammer, systematik og genkendelighed i barnets hverdag.
  • arbejde målrettet med at træne forældrenes handlekompetencer i forhold til barnet og gennem forskellige initiativer gøre dem bevidste om egne ressourcer.

Arbejdstiden 

Størstedelen af Familiehusets indsatser udføres i borgernes hjem, dette for at sikre mulighed for inddragelse af hele familien. Intentionen er at skabe de mest optimale muligheder for at yde den rådgivning, vejledning og støtte, der skal til. Derved tilstræber vi kontinuerligt at skabe en udviklende, trivselsfremmende og positiv forandring for det enkelte barn såvel familien som helhed.

Om dig 

For begge stillinger ser vi gerne kandidater med en relevant faglig overbygning, som eksempelvis familie- eller psykoterapeut (MPF) (reg.), pædagogisk diplom eller anden relevant kvalificering. Ligeledes ser vi gerne kandidater med erfaring inden for Familiehusets metodiske og ideologiske tilgange, eksempelvis med et dynamisk afsæt i narrative perspektiver, systemiske perspektiver på relations forståelse og påvirkninger, tidlig mor / barn tilknytning og mentalisering.

Vi sigter efter kandidater, der:

  • har en pædagogisk eller socialfaglig uddannelse med relevant erfaring eller efteruddannelse
  • har kompetencer til at gå forrest i komplekse familiære problemstillinger
  • arbejder metodisk og helhedsorienteret
  • har solid erfaring med familiebehandling
  • har mod til at sige fra, ændre kurs – og gå nye veje sammen med familien
  • er fleksible og gode til at samarbejde på tværs af teams og afdelinger
  • er nysgerrig, inddragende og lyttende både i din opgaveløsning over for familierne samt i din tilgang til dine kollegaer.

Vi tilbyder:

  • dygtige og kompetente kollegaer, som er yderst engagerede og dedikerede i arbejdet med målgruppen
  • mulighed for at deltage i relevante kurser og efteruddannelse
  • faglig ekstern gruppesupervision hver 2. måned
  • en arbejdsplads med stor fleksibilitet og med fokus på det tværfaglige samarbejde
  • et godt arbejdsmiljø med fokus på psykisk tryghed
  • teams som løbende arbejder på at udvikle gode samarbejdsmetoder
  • at du som familiekonsulent er selvtilretteliggende ift. din arbejdstid. Arbejdstiden er med afsæt i den specifikke indsats. Det betyder at morgentider, eftermiddagstimer og aftenarbejde på hverdage må forventes, ligesom at indsats på lørdage forekommer, alt efter indsatsens karakter.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Straffe- og børneattest skal indhentes, før ansættelse kan finde sted.

Kørekort er en forudsætning. Ved brug af egen bil betales iht. SKAT´s takster.

Ansættelsessted er Familiehuset, Torupvej 59, 5485 Skamby

Ansøgningsfrist mv. 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning vedhæftet uddannelsesbevis, referencer fra tidligere ansættelser samt andre relevante dokumenter senest onsdag den 22. maj 2024.

NB: Angiv venligst hvilken en af stillingerne du søger.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt tirsdag den 28. maj 2024.

Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte:

Familiekonsulent i team Familiebehandling og TR, Heine Sten Isaksen, på telefon 2917 0284

Familiekonsulent i team Udvidet Indsats, Pia Madsen, 5148 7239

Afdelingsleder i Familiehuset, Lars Ellehøj, på telefon 2046 3157

 

Du kan læse mere om Nordfyns Kommune på vores hjemmeside www.nordfynskommune.dk.

Læs mere om den gældende Børne- og Ungepolitik 2021 – 2024 Familiepleje - Nordfyns Kommune

Læs mere om udviklingsstrategien for børne- og ungeområdet 2023 – 2025 Strategi for udvikling på børne- og ungeområdet 2023 - 2025 (nordfynskommune.dk)

Læs mere om Nordfyns Kommunes medarbejder- og ledelsesgrundlag En attraktiv arbejdsplads - Nordfyns Kommune

Læs mere om Nordfyns Kommunes personalepolitik Personalepolitik - Nordfyns Kommune

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven

Frist:
Samtaledato: 28. maj 2024
Ansættelsesdato: 1. juli 2024 eller efter aftale
Kontrakt-/ansættelsestype: Fastansættelse
Arbejdstid: Fuldtid
Ugentligt timetal: 37 timer
Kontaktperson:
Lars Ellehøj members of Familiehuset
Særlige krav: Tilfredsstillende børne- og straffeattest
Overenskomst: Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst
Arbejdssted: Skamby
Jobområde: Undervisning, Børn og Unge
Nordfyns Kommune
Østergade 23
5400 Bogense
CVR.nr.: 29 18 89 47